Strategisk ledelse eller mytteri? (”Livsfarlig Ledelse” af Christian Ørsted, Anmeldelse) Del1

Det er ikke længere godt nok, at være en STRATEGISK LEDER, som i det skjulte kan være utopisk. I dag skal ledelse være BÆREDYGTIG, fordi vores psykiske helbred er i ledernes hænder.

 

Af Olena Denysyuk

I den ideelle virksomhed vil jeg forvente, at strategisk ledelse styres på baggrund af STRATEGISKE mål, som en virksomhed forholder sig til, dvs. dens vision, mission, markeds situation, konkurrence, resurser. Traditionel eller hierarkisk, økonomisk, innovativ, kreativ ledelse er ”bare” en proces, der hjælper til at gennemføre målet. Men i sidste ende bliver ledelsesbeslutninger taget til gavn for  virksomhedens indtjening, med effektivisering i fokus.

 

Her kommer motivation, anerkendelse, personlig udvikling og teamwork ind i billedet. Det er de strategiske ledelsesværktøjer, der hjælper ledere og medarbejdere med at komme tættere til målet, eller overleve på den konkurrencemæssige slagmark, eller styre organisatoriske ændringer eller opnå fordele ved vidensdeling.  Derfor får vi også friheden til at udføre vores arbejde, fordi ”det rummer værdier, som ordentlighed, arbejdsmoral, socialt ansvar og effektivitet”, der også hjælper med at komme til målet.

 

Men noget kan gå helt galt: på tidspunkt brænder vi simpelthen ud, selvom vi bliver glade og tilfredse for vores arbejde. “Ofte brænder vi netop ud, når vi er mest tilfredse og føler os på sporet. Det er nemlig der, vi bliver dødmotiverede”, siger Christian Ørsted, som har arbejdet med coaching i 15 år. Og det er virkelig farligt for vores helbred, vores innovative kompetencer, vores familier og liv…

Fordi der er mange psykologiske mekanismer på spil, kan alle de ”moderne” ledelsesværktøjer derfor delvist være utopiske. Og det sker, når vi (medarbejder og leder) simpelt hen ikke forstår de usynlige psykologiske mekanismer på arbejdet, der står bag motivation, anerkendelse, personlig udvikling og teamwork. Og det kalder Christian Ørsted en årsag til Livsfarlig Ledelse: ”Vi har skabt en ledelseskultur, der reproducerer sympatiske, men i sidste ende umenneskelige organisationer” 

Og det kræver et radikalt skift.

Om ”Lifsfalig Ledelse”

 

Med hans 15 år lange erfaring med ledelsescoaching, har Christian Ørsted i sin ny bog ” Lifsfalig Ledelse” fortalt hvordan og hvornår strategiske ledelse kan gå galt. Fortællingen er letlæseligt fremstillet og velstruktureret,  eller som man siger, med en rød tråd. Alt dette handler om det danske moderne fænomen: stress.

Så stress mønstret består af:

 

Myten om motivation

Myten om anerkendelse

Myten om personlig udvikling

Myten om team work

 

Her kigger Christian på de ”anerkendte” ledelsesværktøjer med de kritiske briller, han har skabt sig gennem hans 15 årlig erfaring som coach.

 

Jeg synes Christians mønstre (fortællingen) om det danske stress fænomen er krydret med meget spændende og chokerende virkelige historier om den usynlige psykologiske belastning på arbejde. Det er så spændende, at de resulterede i, at jeg kunne ikke adskille, hvad er mere eller mindre vigtigt.  

Det var også spændende at lære om de psykologiske mekanismer i krig og i vores arbejde; samt børnepsykologi og arbejdspsykologi. Men nogle gange var parallellerne mellem ledelse i krig og ledelse på arbejde alt for grove.  At være i krig og at være på arbejde, er altså ikke det samme, og motivation/ledelse eller team-ånd i krig og på arbejde kan ikke sammenlignes. Der er en lang række andre faktorer på spil på de to helt forskellige fronter.

 Historier er betagende, men for mit vedkommende, med alt for grov kritisk blik. Ligesom, de 4 ledelsesværktøjer, motivation, anerkendelse, personlig udvikling og team work  KUN kan, ”føre til kamp for magt og belønninger…  kan de også føre til at vi bliver for grådige, narcissistiske eller neurotiske til at disponere ordentligt over vores liv og vores arbejde… De motiverer os til punktum når arbejde bliver det højst prioriterende aktivitet i vores liv...”

 

Nogle konklusioner var også svære at acceptere. For eksempel når en leder motiverer, ifølge Christian, opstår resultaterne som et biprodukt af den rette adfærd:

”Man får altså ikke den adfærd, man belønner. I stedet får man effektivt fjernet opmærksomheden fra at gøre det rigtige, til i stedet at skabe fokus på, hvad der udmønter sig i den største belønning. Det er i bedste fald den direkte vej til fejlmotiverede medarbejdere. Man fjerner medarbejdernes glæde og stolthed ved at gøre deres arbejde ordentligt. I værste fald opnår man en kultur, hvor det at lyve, snyde og forfalske bliver for fristende".

 

Christian kom med et eksempel fra Enrons livsfarlige ledelse, der resulterede i grådighed og nærmest dyrisk adfærd. Men der er kun få (dokumenterede) tilfælde af denne type biprodukt, som er et resultat af motivation. I bund og grund så opstår sådan et umenneskeligt biprodukt af det system vi bor i. I den finansielle verden er det markedsbaserede system skyldigt, ikke motivation alene.

 

Ellers var Christians konklusioner begrænsende, eller der manglede  uddybelser. Så selvom Christians fortællinger er spændende, men de er lidt for formindskende og overfladiske. Det er  fortællende historier, rettet mod en bred målgruppe. Men emnet er meget sensitivt, flere dimensionalt. På arbejdet kan ledelsen være ”bare et spil”, der ødelægger vores helbred, og det kan være strategisk, kreativt, autentiskeller rart.

Desuden står der  andre fine psykologiske mekanismer bag motivation og anerkendelse, som for eksempel støtte, hjælp til at drømme kan gå i opfyldelse og bekræftelse af ens styrke. Så jeg synes, det er lidt farligt at begrænse de historier kun til den ”mørke” side.

 

Men når det handler om det danske stress-fænomen, så er det aktuelt, at diskutere om der burde være en, der tager ansvaret for vores psykiske helbred. Tit konkluderer vi, at det er ledernes ansvar. Men lederen er også et menneske. Han bliver styret af en anden leder, eller af en medarbejder. Lederen er også et biprodukt af de værktøjer og modeller han har lært på Business Schools, eller det system han bor i (jeg ville så gerne skrive om den ledelsestilgang, der er styret af shareholder value, frem for stakeholder- men det bliver nok min næste post).

Så hele bogen er et rigtigt godt "budskab" om at vi skal passe på hinanden. Det er et fælles ansvar at være ansvarlig for vores psykiske helbred og vinde vej til bæredygtige ledelse.

 

 Og det kræver et radikalt skift: ”Spørgsmålet er ikke, om vores samfund kan bevare effektiviteten, når vi ændrer på dette, men hvorvidt vi overhovedet kan være produktive, hvis ikke der sker et radikalt skift i den måde, vi leder på. De langsigtede konsekvenser underminerer ikke kun den menneskelige psyke, men kortslutter også den produktivitet og udvikling, der var hensigten med den nye ledelse i første omgang”.

 

Men hvordan begynder man så? Man kan for eksempel, starte ved kigge på ledelsesværktøjer, der, bogstaveligt talt, dræber os på arbejde. Nærmere, vi kan begynde med at lære de skjulte psykologiske mekanismer på arbejdet.

Ellers kan vi finde på de nye historier, der kan skabe bæredygtig ledelse.  Og det gøre Christian også (læs mit næste indlæg).